Opdagelsen af det endocannabinoide system

Det endocannabinoide system (ECS) har vist sig at være et fascinerende fysiologisk fokus i de sidste par årtier. Forskning har identificeret tilknyttede receptorer, molekyler og enzymer i systemet i hele kroppen - fra immunsystemet og nervesystemet til huden og knoglen. Mere og mere forskning antyder, at ECS spiller en grundlæggende rolle i menneskets fysiologi: Nemlig ved at hjælpe andre systemer med at opretholde en tilstand af balance eller "homøostase".

Videnskab har vist at modulation af dette system ved hjælp af phytocannabinoider (som CBD, CBN osv) er muligt og virker i adskillige sammenhænge. Men hvordan startede alt dette?

Fortsæt med at læse for at finde ud af, hvem der har opdaget ECS, og hvornår de snublede over dette vigtige system.

Opdagelsen af ECS

Interessant nok skete opdagelsen af cannabinoider før end af ECS. Faktisk var disse molekyler vigtige redskaber til afsløring af det homøostatiske netværk. Det antages, at cannabinoide CBN først var blevet isoleret i slutningen af det 19. århundrede, efterfulgt af CBD og THC i midten af det 20. århundrede, men forskerne klarlagde ikke den nøjagtige cellemekanisme for disse cannabinoider før årtier senere.

THC kom i rampelyset i de første år af forskning på cannabinoider, hovedsagelig på grund af dets psykoaktive virkning. Det tog ikke lang tid for forskere at opdage molekylets hydrofobe natur - det absorberes ikke godt i vand. Dette førte dem til hypotesen om, at THC blev tiltrukket til fedt i kroppen og sandsynligvis udøvede en ikkespecifik handling i cellemembraner i stedet for direkte på specialiserede bindingssteder.

Selvom denne hypotese var fornuftig, vendte yderligere forskning snart det hele på hovedet. Efter at have udført eksperimenter med syntetiske analogier af THC, begyndte forskere at fremsætte ideen om “cannabinoide” bindingssteder.

I 1988 identificerede forskerne det første specifikke bindingssted^[1] for en THC-analog ved hjælp af radiomærkede molekyler. William Devane og hans kolleger ved Department of Pharmacology (farmakologisk afdeling) ved St. Louis University Medical School gennemførte eksperimentet med hjerner fra rotter. Denne forskning banede vejen for forskning udført af Lisa Matsuda og andre, som identificerede^[2] CB1-receptoren i 1990'erne. De gjorde den banebrydende opdagelse ved at klone et "komplementært" DNA, der koder for den G-proteinkoblede receptor (CB1).

Opdagelsen af CB2-receptoren fulgte snart. Sean Munro og kollegaer^[3] antog, at ikkepsykoaktive cannabinoider skal producere deres virkninger gennem en anden uidentificeret cannabinoidreceptor. I 1993 rapporterede teamet om deres kloning af CB2-receptoren. De bemærkede imidlertid en mangel på receptorekspression i hjernen i stedet for at finde det primært i immunceller.

Opdagelsen af disse molekylære mål er bestemt nyttigt til at forstå ECS, men hvordan fungerer det i første omgang? Ligesom det endogene opioidsystem, der anvender endorfiner, har ECS sit eget sæt signalmolekyler - endocannabinoider.

Lumir Hanus og medforskere ved det Hebrew University i Jerusalem opdagede den første endocannabinoid i 1992^[4]. Holdet arbejdede tæt på Raphael Mechoulam, manden, der først isolerede THC. De brugte massespektrometri og kernemagnetisk resonansspektroskopi til at identificere et molekyle, de kaldte "anandamid", hvilket betyder "lyksalighed" på sanskrit. De fandt, at anandamid fungerede som naturlig binding for CB1-receptoren.

Det var først i 1995^[5], at forskere opdagede cannabinoidreceptorens bindingsaffinitet af et tidligere kendt molekyle. Mechoulam og hans team fandt, at 2-arachidonoylglycerol (2-AG) binder til disse receptorsteder, og bekræftede det som det andet vigtigste endocannabinoid. Siden da er andre nye endocannabinoider blevet opdaget, men farmakologisk interesse ligger i de to første identificerede.

Opdagelse er bare begyndelsen

Opdagelsen af hovedkomponenter i det endocannabinoide system har ført til et nyt paradigme med adressering af menneskelig fysiologi og homøostase. Forskere undersøger nu måder, hvor de målrettet kan få ECS til at ændre endocannabinoid-signalering^[6] til menneskelig fordel.

Opdagelsen af ECS har også givet anledning til teorier som klinisk endocannabinoid mangel, hvilket antyder, at mennesker kræver en passende "endocannabinoid tone" for en optimal funktion. Skønt det stadig er tidligt, har forskning i ECS og dets kemiske aktivatorer givet store løfter. Der er ingen tvivl om, at man snart vil opdage mange flere ting om ECS.